• Terapi

Terapi

Terapi

sunsetBehovet for terapi, og dermed hjælp fra en person som hverken er familie eller ven, kan opstå når den støtte og forståelse, som du normalt kan regne med, ikke er tilstrækkelig. Mødet mellem terapeut og klient er derfor et professionelt møde, men hvor værdier som åbenhed, nærvær, medfølelse og overblik er væsentlige.

Da terapiens fokus er dét problem eller tema, som du har brug for at få belyst eller arbejdet med, vil det første møde ofte handle om at finde frem til dets baggrund og den terapiform, som vil være bedst for dig eller jer.

På baggrund af 29 års erfaring med mange forskellige mennesker og problematikker, mener jeg at kunne favne bredt i spektret fra dybe kriser, over selvudvikling og til mere akutte problemer; så som stress, skilsmisser og fyringer til længerevarende problematikker som angst, depression, livskriser og selvværdsproblematikker.

Det er også to meget forskellige situationer, at arbejde med en enkelt person eller par.

Selvom der grundlæggende er tale om empati og mentalisering (evnen til at sætte sig i den andens sted), så vil man i det individuelle forløb kunne arbejde med en bredere vifte af problemer og temaer, mens der i parforhold primært er fokus på relationen og hvordan man kan forblive sig selv i samlivet.

De væsentligste værdier for mig i den terapeutiske relation er, at vi mødes i en stemning af respekt, nærvær  og medfølelse.